Mission Impossible: The Final Reckoning

Hvor sportsfolk stræber efter at sætte OL- eller verdensrekorder, går filmfolk i action-genren typisk efter at sætte nye standarder for halsbrækkende stunts. Den 8. Mission Impossible-film er i den sammenhæng ingen undtagelse.

Ethan Hunt samler endnu en gang sit M:I-team plus et par nytilkomne. De er igen oppe mod The Entity, et stykke AI, der er gået egne veje, og som stadig er aktivt efter de ’indledende øvelser’ i den syvende M:I-film. The Entity æder sig således stille og roligt gennem de digitale forsvarsværker omkring de atomvåbenføre nationers arsenaler, så der synes at være tale om ganske kort tid, før The Entity fører atommissilerne afsted på kryds og tværs, med verdensomspændende ragnarok til følge.

Der er personer og kredse, som mener at kunne drage personlig nytte – læs: berigelse – af at tage kontrol over The Entity, herunder Gabriel, der hele tiden ser ud til at et par skridt foran Hunt. Der er også dem, der i et absurd filosofisk/religiøst perspektiv ser noget positivt i den ’renselse’, som det faretruende ragnarok kan føre til.

Hunt går på jagt – til lands, til vands og i den grad i luften – efter kildekoden til The Entity for at kunne plante en virus. Smal sag. Der er bare den detalje, at kildekoden befinder sig på en disk i Barents-havets dyb – i den forulykkede russiske ubåd Sevastopol. Stik imod indstillingen hos det amerikanske militærs topfolk og den øvrige kreds omkring præsidenten får Hunt stillet udstyr til rådighed, som sætter ham i stand til ene mand at dykke ned efter dimsen. Det klarer Hunt selvfølgelig, blot for at han derefter må forfølge Gabriel op i en dobbeltdækker for at fravriste ham nøglen med den altafgørende virus.

”Mission Impossible: Final Reckoning” lever endnu en gang op til at stille Hunt og hans folk over for opgaver, der synes umulige, men som et hængende hår viser sig ikke at være det. Tom Cruise leverer som Ethan Hunt den sædvanlige sammenbidte udtryk. Simon Pegg er den vanligt lettere forfjamskede Benji og Ving Rhames den bamsede Luther. Som præsident ser politisk korrekt Angela Bassett og Gabriel spilles af Esai Morales.

Man går forgæves, hvis man leder efter dybdegående karakterstudier. Bevares, der er plads til følelsesudladninger, men de er ret udvendige. Til gengæld byder filmen fra først til sidst på et særdeles højt action- og spændingsniveau, omrnf der er et par scener, der bliver trukket lige en tand for meget. Det forstyrrer dog ikke oplevelsen af, at ”The Final Reckoning” er et overflødighedshorn af action.