Et liv uden grænser
Forestil dig at du kan tage en lille harmløs pille der giver dig mulighed for at udnytte hele din hjerne. Ikke kun de 10-20% det siges vi normalt bruger. Du vil være lynene intelligent, knivskarp og kunne huske alt du nogensinde har set eller hørt, og være i stand til at bruge informationerne. Du vil kunne lære et nyt sprog om dagen, og forstå selv de sværeste matematiske algoritmer uden problemer. Det er dagligdagen for den 28-årige Brian Finch, da han som en slags samfundstjeneste bliver rekrutteret af FBI til at være prøvekanin for stoffet NZT. Der er nemlig det ved pillerne at de netop ikke er harmløse, men har nogle frygtelige bivirkninger, ja altså for alle andre end lige Brian. Han bliver sat i team med agent Rebecca Harris, og sammen løser de den ene mordgåde efter den anden.
En noget vekslende fornøjelse
Serien er en spin-off af filmen fra 2011 med samme navn, der er baseret på romanen ”The dark Fields” af Alan Glynn. Serien starter et par år efter at filmen slutter, og har i pilotafsnittet også filmens hovedperson (Bradley Cooper) med, som en slags troværdig overgang. Det er som om serien ikke ved hvad den vil, og det trækker meget ned efter min mening. Den er mere underholdende end spændende, og det er lidt atypisk for en krimi må man sige. Bortset fra lidt sammenhængende historie i de midterste afsnit, så skyder episoderne ud i hver sin retning, og har ikke den store sammenhæng.
Udfordringen ved det grænseløse
Den helt store udfordring ved at portrættere en person med grænseløs adgang til intelligens er, at man selv skal kunne forestille sig hvordan det må være. Man skal kunne adskille hvad der er vidunderevner, og hvad der er tillært. F.eks. godtager jeg gerne at Brian pludselig kan se alt klart, og gennemskue de knudrede intriger FBI skal løse, men ikke rigtigt at NZT pludselig gør dig til en fantastisk koncertpianist eller vellykket stand-up komiker. På det punkt synes jeg serien falder igennem, da de mere har tænkt ham som en superhelt, end en yderst intelligent og årvågen person.
Der er noget der virker
Trods det er der dog noget i serien de har fået til at fungere. Det komiske element sidder lige i skabet, og Jake McDorman spiller yderst troværdigt, og charmerende sin rolle som Brian hele vejen igennem. I de fleste afsnit er der strøet små finurligheder ud, som fx en kæmpe 3D figur af torvet Brian har foldet af post-it notes, eller scener der foregår i Brians hoved, når han forestiller sig hvordan FBI’s arbejde foregår, som var de i en superhelte film. Indrømmet, det er godt lavet, og ganske underholdende, men det har desværre også taget fokus, og forfatterne har lidt glemt at få udtænkt nogle spændende krimigåder der skal løses. Nogle af seriens afsnit har sammenhæng, mens andre kan ses uafhængigt. Jeg vil dog anbefale at se dem i rækkefølge, og det vil kun gøre serien bedre hvis du har set filmen inden, men det er ikke et must for at følge med.
| Serie: |  (2,0 / 6) |
| Billed: |  (5,0 / 6) |
| Lyd: |  (3,0 / 6) |
| Ekstra: |  (4,0 / 6) |
