La La Land

lalaban
Når gråvejr bliver til solskin

Filmen handler om Mia og Sebastian, som går rundt med hver deres drøm om at slå igennem. Mia (Emma Stone) er barista, men har igennem de sidste 6 år forsøgt sig med at blive skuespiller ganske uden held. Sebastian (Ryan Gosling) er pianist på en restaurant, hvor han spiller efter en kedelig set-liste, men hans sande passion er, at kunne åbne sin egen jazzklub. Men efter at have mødt hinanden en del gange, forandres alt pludseligt fra, at de begge er tæt på at svigte deres drøm til sød musik. Men er alt en dans på roser eller lurer faren lige rundt om hjørnet?

Lala2

Here’s to the fools who dream

La La Land er en fabelagtig film, som går rent hjem hos både musical- såvel som filmelskere. Emma Stone og Ryan Gosling gør det fantastisk som det smaskforelskede par i denne film, som hylder alle de gamle Hollywood klassikere og man er dybt investeret allerede fra første scene. Man kan måske blive betænkelig ved, at det er en musical, men man skal endelig ikke fortvivle. Al sang og dans, som forekommer i filmen, virker som et helt naturligt udspring af handlingen og Damien Chazelles imponerende one-takes og utrolige sans for billedkomposition, giver hele filmen en vidunderlig stemning og man kan ikke undgå at smile og danse lidt med i stolen. Der er fuld fart over skuespillerne, som virkelig yder en vidunderlig præstation. Ryan Gosling spiller selv alt klavermusikken man ser og gør det meget overbevisende som jazz pianist. Emma Stone formår virkelig at levere fortællingen om den aspirerende skuespiller, som får den ene efter den anden dør smækket i hovedet. Hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, at Stone og Gosling havde et romantisk forhold i det virkelige liv, for deres præstation er så vidunderligt indbydende og helt troværdig.

la2
Et musikalsk mesterværk

Måske er jeg farvet af, at jeg på højt plan kan relatere til Mias fortælling, at jeg forguder en troværdig kærlighedshistorie eller at jeg elsker musicals, men den her film er fantastisk. Jeg levede mig 110% ind i handlingen og jeg var grebet fra første tone. Damien Chazelle er en fantastisk instruktør og han har formået at slå La La Land helt ind i min krop. Jeg gik ud af salen og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var slået fuldstændig ud, på den gode måde, og selv dagen efter, sad filmen endnu i kroppen. Sammenspillet mellem instruktion, billede, lyd og skuespil er på et fantastisk højt niveau og absolut den bedste biografoplevelse jeg længe har haft og Justin Hurwitz’ musik er både gribende og rørende. Denne moderne hyldest til de gamle klassikere er bestemt en film, som jeg vil anbefale, at man ser også selvom man ikke er til musicals.

Film:6 out of 6 stars (6 / 6)
Billed:6 out of 6 stars (6 / 6)
Lyd:6 out of 6 stars (6 / 6)

IMDbv2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.