I’m Still Here

Det er ikke overvældende mange brasilianske film, der finder vej til danske biografer – eller streaming-tjenester. ”I’m Still Here” er en stærk undtagelse. Filmen er en gribende beretning om livet under militærdiktaturet i 1971, med udgangspunkt i borgerrettighedsforkæmperen Eunice Paiva og hendes mand Rubens.

Til at begynde med spiller den politiske situation en diskret rolle som en del af plottets bagtæppe. Nok får man at vide, at man skal passe på med, hvad man siger, hvem man omgås og så videre. Det nævnes også, Eunices mand er parlamentsmedlem og at han stiller sig kritisk over for militærstyret. Ellers er det ture til stranden ved Rio de Janeiro, forældrenes bekymring over børnenes ture i byens aften- og natteliv, der fylder.

En dag bliver Rubens hentet til forhør af en håndfuld civile, der ikke oplyser årsag, motiv, anklage eller andet. Herfra starter et langvarigt og mareridtsagtigt forløb, hvor også Eunice og den næstældste datter Eliana bliver hentet og tilbageholdt i adskillige dage. Hensigten er at afdække det kontakt-netværk, blandt andet til landets kommunistiske opposition, som Rubens har været en del af. Trusler, lyden af magtanvendelse i andre celler og en generelt manglende information om, hvad der foregår, giver et voldsomt indtryk på mor og datter, der ikke får at vide, hvad der blev af Rubens.

Et stærkt manuskript spænder over familie- og følelsesliv på den ene side og militærstyrets omfattende brug af magtmidler og tilsidesættelse af grundlæggende demokratiske rettigheder. Tilsammen tegner filmen et grimt tidsbillede. Den brasilianske højrefløj har ikke overraskende forsøgt sig med boykot af filmen, fordi den rusker op i et betændt sår i landets historie – og fordi man ganske enkelt ikke anerkender, at der var tale om et diktatur.

I rollen som den usædvanligt viljestærke Eunice leverer Fernanda Torres en markant præstation, der blev belønnet med en Golden Globe for bedste skuespillerinde. Desuden hentede filmen en Oscar for bedste udenlandske film i 2025. Eunice vælger på et tidspunkt at rykke teltpælene op fra Rio for at flytte til Sao Paolo. Derefter skifter handlingen til 1996, hvor Eunice har færdiggjort jura-studiet og får endelig en officiel erklæring på, hvad der blev Rubens’ skæbne og derefter frem til 2014, hvor Eunice stærkt svækket deltager i en familiesammenkomst. En pudsig detalje er, at det er Fernanda Torres’ 95-årige mor, der spiller Eunice i denne slutsekvens.

”I’m Still Here” kan ikke undgå at krybe ind under huden. Der er stærke følelser i spil. Det fremstiller som nævnt en ualmindeligt grim side af landets historie. Brasilien er i dén grad andet end fodbold og samba. Filmen kan stadig støves op i biograferne, og den fortjener efterfølgende at leve videre på en og anden streaming-tjeneste.