Hvidstengruppen II – De efterladte

Med den første film blev der sat billeder på en kendt historie fra besættelsestiden om almindelige mennesker, der sagde fra over for uretten. Nu kommer så ”Hvidstengruppen II – De efterladte” og spørgsmålet er, om der er mere at fortælle. Det er der i dén grad. Denne gang handler det om de efterladte kvinder og deres oplevelser, der bliver fortalt med bred pensel og stærke billeder.

Det er igen Anne-Grethe Bjarup Riis, der står som instruktør. Grundlaget for ”Hvidstengruppen II” er ikke én sammenhængende ’handlingstråd’. I stedet er der interviews, dagbøger og breve strikket sammen til beretningen om, hvordan Tulle, spillet af Marie Bach Hansen, og den Gerda, som Laura Winther Møller møder uhyrlige udfordringer. Først i Vestre Fængsel, dernæst i nærmest sønderbombede Kiel, kvindefængsler i Dreibergen, Cottbus og Waldheim.

Opremsningen indikerer nærmest i sig selv, at Tulle og Gerda som NN-fanger – Nacht und Nebel, altså fjender af Riget, der var uden for enhver form for ret – blev flyttet og forfulgt efter nazi-regimets for godt befindende. Det bliver beretningen om, hvor nidkært vogterne og det nazistiske fængselssystem arbejder for, ikke at fangerne udstår en retfærdig straf – men i stedet at fangernes vilje, tro og håb bliver gennemgribende smadret. Som umiddelbare lysglimt berettes om pakker, der når frem, blot at vogterne kaster sig over deres indhold for øjnene af Tulle og Gerda. Så er der straks mere håb at hente fra den præst, som opsporer de to søstre.

”Hvidstengruppen II” er måske ikke dybt borende karakterstudier. Til gengæld udgør film et stærkt og stadig vedkommende vidnebyrd om tabene hos og ofrene blandt de efterladte i familien Fiil. Omgivelserne er tegnet med stor akkuratesse, fra livets gang på selve Hvidsten Kro over de grufulde forhold i de tyske fængsler til den afsluttende mindehøjtidelighed, hvor de 8 henrettede fra Hvidstengruppen bliver stedt til hvile tæt på kroen, med ordene ”De gav deres liv, så vi andre kunne leve”. Kulminationen på en stærk billedside, der rummer både rørende, gribende, barske og voldsomme billeder. Ja, men der var jo også tale om barske og voldsomme realiteter.

Filmen bliver båret fornemt af et cast, der rammer præcist, såvel for de bærende roller som for birollerne, herunder Ellen Hillingsøe, der som aristokraten Monica Wichfeld forsøger at holde gejsten oppe trods tiltagende sygdom. 

Nok så mange film, bøger og informationer i øvrigt efterlader mig stadig med dyb undren over, hvad der kan drive mennesker ud i udøvelsen af vold, tortur og psykisk terror over for deres medmennesker. ”Hvidstengruppen II” hjælper ikke til en sådan afklaring. Men filmen fortæller nu stadig et vigtigt stykke Danmarkshistorie, som kan bidrage til, at den kollektive erindring om besættelsestiden og det nazistiske rædselsregime bliver holdt ved lige.