Kapring af biler, fly, bygninger og tog har været hyppigt brugte baggrund for diverse thrillers, både i biografen og til sofapublikummet. I sæson 2 af ”Hijack” er skuepladsen henlagt til U-Bahn-nettet i Berlin. Og endnu en gang havner Sam Nelson i begivenhedernes centrum.
Sæson 2 af Hijack er endt med at stå en smule i skyggen af sin egen forgænger. Sæson 1 var et skoleeksempel på, hvordan man skaber intensitet gennem fokus. Hele fortællingen var bundet til et enkelt fly, én krise og én mand, Sam Nelson, der forsøgte at tale sig ud af en situation, der burde være uløselig. Det gav serien en helt særlig klaustrofobisk energi, hvor hvert afsnit strammede grebet en smule mere. Den formel forsøger sæson 2 ikke at kopiere direkte, og det er både dens styrke og dens svaghed.
I den nye sæson udvides universet markant. Truslen er større, mere kompleks og langt mere global i sin karakter, selv plottet den jo bare udspiller sig på U-Bahn-nettet i Berlin. Serien bevæger sig væk fra den snævre ramme og ud i et mere vidtstrakt net af lokationer, aktører og politiske lag. Det giver historien en ny dimension, men det betyder også, at den mister noget af intensiteten, der gjorde første sæson så effektiv. Hvor sæson 1 var en stram thriller, er sæson 2 mere et politisk spændingsdrama med actionelementer.
Idris Elba er fortsat seriens ubestridte centrum. Han spiller Sam Nelson med samme blanding af charme, strategisk tænkning og underliggende desperation, som gjorde ham så overbevisende første gang. I sæson 2 får han lov til at vise mere sårbarhed, og det klæder både karakteren og fortællingen. De nye ansigter i castet gør generelt et solidt indtryk. Den nye antagonist er mindre fysisk truende og mere psykologisk manipulerende, hvilket giver en anden type spænding. Samtidig får birollerne — især dem i myndigheds- og efterretningsleddet — mere plads, hvilket giver serien et mere politisk præg. Til gengæld er der så mange nye karakterer, at det er svært at forholde sig til dem på samme måde som til passagererne i sæson 1, hvor man kendte alle ombord.
Plottet i sæson 2 er ambitiøst. Serien forsøger at bevare fornemmelsen af realtid. Samtidig bestræber man sig på at fortælle en historie, der spænder over flere steder og flere lag. Det giver tempo og variation, men det gør også fortællingen en smule ujævn. Nogle af de sidehistorier, der introduceres, føles som afstikkere, der ikke er integreret med hovedplottet. Til gengæld er spændingsniveauet højt, og afsnittene slutter ofte på cliffhangers, der fungerer præcis som de skal.
Alt i alt er Hijack sæson 2 en værdig fortsættelse, men er samtidig ikke en helt lige så stilren og effektiv thriller som første sæson. Serien vinder på ambitioner, stærkt skuespil og et mere komplekst univers, men taber noget af den intensitet, der gjorde originalen så medrivende. Hvis man elskede sæson 1 for dens fokus og klaustrofobi, vil man måske savne noget. Hvis man derimod ønskede en større og mere global historie, leverer sæson 2 et solidt bud.
- Titel: Hijack – Sæson 2
- Instruktør: Jim Field Smith, Shaun James Grant
- Skuespillere: Idris Elba, Max Beesley, Christine Adams, Neil Maskell, Dejan Bućin
- Genre: Drama, Thriller
- Spilletid: ca. 6 timer
- Produktionsselskab: 60Forty Films, Idiotlamp Productions
- Produktionsår: 2025
- Release-dato: 14. januar 2026
- Censur: 16 (Tyskland)
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Findes på: Apple+
- Billeder: © Apple+
Film: ★★★★
Billede: ★★★★★
Lyd: ★★★★
