Gemini Man

© Paramount Pictures.

Et eller andet sted hos filmselskaberne må der være et bibliotek med skabeloner, som bliver konsulteret som grundlag for filmproduktioner. Instruktøren Ang Lee, der ellers har udmærket sig med spændende og opsigtsvækkende film som ”Tiger på spring, drage i skjul” og ”Life of Pi”, har med ”Gemini Man” begået en blot gennemsnitlig actionfilm – ud fra én af disse skabeloner.

© Paramount Pictures.

Will Smith spiller lejemorderen Henry Brogan, der forsøger at trække sig tilbage. Det bliver imidlertid ved forsøget. Den tidligere arbejdsgiver, fra lyssky kredse i og omkring CIA, kan ikke bare så’n lade Brogan trække sig tibage og samtidig være i besiddelse af en farlig viden som den effektive dræbermaskine han har været. Brogan bliver (for)fulgt af en særdeles ihærdig mystisk dræber, men han slipper med nød og næppe fra det ene overfald efter det andet med livet i behold.

© Paramount Pictures.

Historien bliver foldet ud, så forfølgelsen giver en smule mening, hvorefter filmen – uden at jeg skal afsløre for meget – skifter karakter fra regulær action til science fiction. Her er temaet kloning som grundlag for opbygning af styrker, der kan forsvare magtapparatet i staten. Det er dog hele vejen igennem actionsekvenserne og den lejligheds viste kreative kameraføring, der bærer filmoplevelsen. Det er dermed ikke en sammensat karakterbeskrivelse og en hektisk stigende spændingskurve, der som i Paul Greengrass’ Bourne-film efterlader os neglebidende derude foran skærmene på kanten af stol eller sofa.

© Paramount Pictures.

Rollen som Henry Brogan bliver spillet af en sammenbidt Will Smith, der måske er lige lovlig ung til at spille pensions moden. Clive Owen gør tilsvarende sit bedste for at udfylde skurkerollen som Brogans chef. Endelig er ansvaret for filmens vigtigste kvindelig birolle som agenten Danny Zakarweski lagt i hænderne på Mary Elisabeth Winstead. Danny er sendt ud for at overvåge og rapportere om Brogans pensionisttilværelse, men Brogan appellerer selvfølgelig – endnu et træk fra skabelonen – til hendes bedre jeg. Dialogen er oftest banal, grænsende til primitiv, hvilket bidrager effektivt til at slå ned på tilløb til intensitet. Efter filmen sad jeg derfor tilbage med en fornemmelse at ha’ indtaget, hvad der må betegnes som film mæssigt tomme kalorier.

  • Original Titel: Gemini Man.
  • Instruktør: Ang Lee.
  • Skuespillere: Will Smith, Mary Elisabeth Winstead, Clive Owen, Benedict Wong, Douglas Hodge, Ralph Brown, Linda Emond m.fl.
  • Genre: Action, Drama, Sci-Fi.
  • Spilletid: 1 timer og 57 min.
  • Udgiver: Paramount Pictures.
  • Produktionsår: 2019.
  • Censur: 12 år.
  • Anmeldt af: Carsten Skov.
  • Release: 25. februar 2020.
  • Se mere på IMDb: Gemini Man

Film:3 out of 6 stars (3,0 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Lyd:4 out of 6 stars (4,0 / 6)

Tusind tak til Fox Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic.