The Shining / Doctor Sleep

© Warner Bros.
Historisk Horror fra kongen selv

Efter Hitchcock har især én forfatter gentagne gange fået det til at risle koldt ned af ryggen hos sine læsere og senere hen blandt filmens publikum efterhånden som værkerne er blevet filmatiseret. Der er selvfølgelig tale om ingen ringere end kongen af skreven horror, nemlig Stephen King. I denne boks er en af de film som gjorde både Stephen King og instruktøren Stanley Kubrick til gysergenrens legender og der blev i 1980 hvor ‘The Shining’ er udgivet, skrevet filmhistorie, som efterfølgende har været noget nær umulig at toppe. I 2019 tog Mike Flanagan, der blandt andet er kendt for den helt fantastiske ‘Oculus’ og fra hittet ‘Before I Wake’, sagen i egen hånd om at filmatisere det som skulle blive fortsættelsen til den historieske horrorfilm.

© Warner Bros.
Here´s Johnny!

I ‘The Shining’ fra 1980 spiller Jack Nicholsen rollen som Jack Torrance, familiefaderen der tager sin familie med til et afsides hotel, som han har fået til arbejde at passe vinteren over. Men der er mere end bare tomme værelser og et gammelt fyrerum på det store isolerede hotel. Der er en ondskab som vågner op til dåd og tager fat i Jack og langsomt men sikkert i den kolde vinter, vender ham væk fra hans familie og hen imod hans indre ondskab.

© Warner Bros.
Here´s Danny!

I ‘Doctor Sleep’ har den publikumelskede Ewan McGregor rollen som Danny, Jack Torrance søn der længe har gemt sig fra fortiden og den evne han opdagede dengang han overvinterede med sin far og mor på Ondskabens Hotel. Han ved at han ikke er den eneste som har evnerne og da han finder ud af at en anden er i fare, er han nødt til at tage affære, for nogle er på jagt efter dem som har evnerne og han kender til et sted hvor han er på hjemmebane og kan vinde kampen.

© Warner Bros.
Fabelagtig dengang og fabelagtig idag

Det er langt fra uden grund at ‘The Shining’ dengang vandt indpas som den gjorde, for den er så ulig noget andet og det er den stadigvæk, for allerede dengang tilførte ‘The Shining’ et nyt element til horror genren. Nemlig det lettere groteske og forskruede, som var forstyrrende for sindet at se og dermed er det stadig netop The Shining som er en af de første som nævnes når der tales ynglings gysere blandt etablerede fans. Derfor havde ‘Doctor Sleep’ også et helt forfærdeligt stærkt ry at skulle leve op til som efterfølger, men her viser Mike Flanagan for alvor hvad han er gjort af og han viser hvor dygtig han er til at skabe netop det forstyrrende men på en subtil og graciøs vis. Han viste det i ‘Oculus’ og hold nu op hvor han får slået hovedet på sømmet her, for det er intet mindre end en brilliant efterfølger. Naturligvis kan man ikke toppe at verden i The Shining præsenteres for et helt igennem nyt koncept på adskillige planer, men at man 40 år efter leverer så smuk en opfølgning er kun til at tage hatten af for! Smukt arbejde. Smukt opfulgt. En præstation som fortjener en helt særlig hyldest, for hvor var det dog fantastisk forstyrrende, gruopvækkende og ubehageligt rislende alle de rigtige steder.

  • Original Titel: Doctor Sleep.
  • Instruktør: Mike Flanagan.
  • Skuespillere: Ewan McGregor, Rebecca Furgerson, Kyliegh Curran, Cliff Curtis, Zahn McClarnon m.fl.
  • Genre: Gyser.
  • Spilletid: 2 timer og 32 min.
  • Udgiver: Warner Bros. Pictures.
  • Produktionsår: 2019.
  • Censur: 15 år.
  • Anmeldt af: Mia Christensen.
  • Release: 19. marts 2020.
  • Se mere på IMDb: Doctor Sleep

Mia giver faktisk ‘Doctor Sleep’ 8 stjerner, men da vi ikke kan give højere end 6 stjerner på skalaen, så kommer den til at stå sådan!

The Shining:6 out of 6 stars (6 / 6)
Doctor Sleep:6 out of 6 stars (6 / 6)
Billede:6 out of 6 stars (6 / 6)
Lyd:6 out of 6 stars (6 / 6)

Tusind tak til Fox Paramount Warner Home Entertainment / PR Nordic.