Facts om Goldfinger

Om filmen

Den britiske hemmelige agent James Bond får til opgave af Bank of England og MI6 at efterforske guldbaronen Auric Goldfinger, som de mistænker for at opbygge et enormt lager af guldbarrer. I begyndelsen virker den guldfikserede rigmand ikke som noget særligt, men da Bond opdager en hemmelig plan, som Goldfinger er ved at sætte i gang – med kodenavnet “Operation Grand Slam” – går det op for ham, at hele den vestlige økonomis skæbne kan være i fare, hvis guldspekulanten ikke bliver stoppet.

Facts

• Filmen blev den hurtigst indtjenende film i filmhistorien ved dens udgivelse og blev optaget i Guinness Rekordbog.
• Aston Martin var i første omgang tilbageholdende med at udlåne to af deres biler til produktionen. Producenterne måtte betale for Aston Martin-bilen, men efter filmens succes – både ved billetlugerne og for bilfirmaet – behøvede de aldrig igen at betale for en bil.
• Selvom Sir Michael Caine var blevet overvejet til, men aldrig optrådte i en Bond-film, var han den første person, der hørte det færdige soundtrack til denne film. Efter at han og værelseskammeraten Terence Stamp var blevet smidt ud af deres lejlighed, spurgte Caine sin ven John Barry, om han måtte bruge gæsteværelset i Barrys hjem i London. Da de var gode venner, sagde Barry ja, og i flere måneder boede Caine hos ham og var der den søvnløse nat, hvor Barry færdiggjorde sit ikoniske soundtrack. Ved morgenmaden næste dag spillede Barry sin komposition for Caine – første gang han fremførte den for nogen.
• Da Dame Shirley Bassey indspillede titelsangen, sang hun, mens åbningssekvensen blev vist på en skærm foran hende, så hun kunne tilpasse sin vokal til billederne. Da hun ramte sin sidste høje tone, fortsatte rulleteksterne, og hun blev tvunget til at holde tonen så længe, at hun næsten besvimede. (Dette minder om oplevelsen, Sir Tom Jones havde under indspilningen af temaet til Thunderball (1965).) Hun har fortalt, at hun kun var i stand til at holde tonen så længe, fordi hun havde fjernet en stram bustier, hun bar.
• Første gang en laserstråle optræder i en 007-film. I det oprindelige manuskript indeholdt scenen en roterende savklinge (som i romanen), men man besluttede at ændre det, fordi et sådant billede var blevet for almindeligt og uoriginalt.
• Sir Sean Connery rejste aldrig til USA for at filme denne film. Alle scener, hvor det ser ud som om, han befinder sig i USA, blev optaget i Pinewood Studios uden for London. Dette forklarer, hvorfor Bond tænder lyset ved at trykke kontakten nedad for at opdage Jill’s gyldne lig – britiske kontakter tændes nemlig typisk ved at trykke dem nedad i stedet for opad. Ifølge instruktør Guy Hamilton var Cec Linder (Felix) den eneste hovedskuespiller i Miami-sekvensen, der faktisk befandt sig dér. Connery, Gert Fröbe, Shirley Eaton, Margaret Nolan og Austin Wallis, som spillede Goldfingers kort-offer, filmede alle deres scener, da optagelserne begyndte i Storbritannien, med bagprojektioner brugt – og i Fröbes og Wallis’ tilfælde blev der brugt statister til totalbillederne.
• Pussy Galore introducerer sig selv for James Bond, som svarer: “I must be dreaming.” I det oprindelige manus svarede Bond: “I know you are, but what’s your name?” Denne replik blev anset for at være for vovet og blev derfor ændret eller censureret i nogle dele af verden.
• Rekonstruktionen af Fort Knox-hvælvet i Pinewood Studios var utroligt nøjagtig, taget i betragtning at ingen fra filmholdet havde fået adgang til den virkelige bygning af sikkerhedsmæssige årsager. Sættet så så ægte ud, at der blev sat vagter på døgnet rundt, så ingen stjal de falske guldbarrer. Et brev til produktionen fra Fort Knox’ ledelse lykønskede Sir Ken Adam og hans team for den imponerende gengivelse. Auric Goldfingers 3D-modelkort, som han bruger i sin “Operation Grand Slam”-præsentation, opbevares i dag som en permanent udstilling på det rigtige Fort Knox.
• Sir Sean Connery kom til skade med ryggen under kampscenen mod Harold Sakata (Oddjob) i Fort Knox. Episoden forsinkede optagelserne, og nogle mener, at Connery brugte skaden som forhandlingsmiddel for at få en bedre aftale med producenterne til den næste 007-film.
• Gert Fröbe talte kun meget lidt engelsk, så den britiske skuespiller Michael Collins lagde stemme til hans rolle. Instruktøren Guy Hamilton instruerede Fröbe i at sige sine replikker (på tysk) hurtigt, hvilket ville gøre eftersynkroniseringen lettere. Det siges dog, at Fröbe talte engelsk i nogle få scener, hvilket mindsker opmærksomheden på dubbingen. I traileren høres Fröbes egen stærkt accentprægede stemme, når Goldfinger siger til James Bond: “Vælg Deres næste vittighed med omhu, Mr. Bond – det kan blive Deres sidste.” Fröbe lagde også selv stemme til karakteren i den tyske version af filmen.
• Ian Fleming baserede delvist den titulære karakter i sin roman Goldfinger fra 1959 på den kontroversielle modernistiske arkitekt Erno Goldfinger. Da arkitekten fandt ud af, at Fleming ville navngive skurkefiguren “Goldfinger”, truede han med at sagsøge forlaget for at stoppe udgivelsen af bogen. Forlaget kontaktede Fleming og spurgte, om han kunne overveje at ændre navnet på figuren og romanen. Fleming svarede, at han med glæde ville ændre navnet, hvis han måtte kalde karakteren og bogen Goldprick i stedet. Forlaget valgte at indgå et stille forlig med arkitekten uden retssag.
• Ligesom med de to første James Bond-film besøgte Ian Fleming filmsettet i april 1964. Han besøgte D-scenen i Pinewood Studios, hvor man optog scenen ved Fontainebleu Hotellets pool (UK-sættet). Desværre døde han lidt under en måned før filmens premiere den 12. august 1964.
• Gert Fröbe sagde engang om sin rolle som Goldfinger:
  “Jeg er en stor mand, og jeg har en latter, der matcher min størrelse. Det absurde er, at siden jeg spillede Goldfinger i James Bond-filmen, er der stadig nogle mennesker, som insisterer på at se mig som en kold, hensynsløs skurk – en mand uden latter.”
• Det er i denne film, at Q’s karakter for alvor fandt sin form. Instruktøren Guy Hamilton opfordrede Desmond Llewelyn til at tilføre humor til rollen, hvilket blev starten på det venskabelige modspil mellem Q og Bond – et element, der senere blev et fast kendetegn i filmserien.
• Rollen som Oddjob var det første filmrolle for den japansk-amerikanske vægtløfter og professionelle wrestler Harold Sakata. Rollen blev en så stor succes, at den banede vejen for en anden karriere inden for film, tv og reklamer. I flere af disse optrædener blev han krediteret som Harold “Oddjob” Sakata. Han medvirkede også i The Poppy Is Also a Flower (1966), som var baseret på en historie af Ian Fleming og instrueret af Bond-instruktøren Terence Young.
• Filmen var så populær, at nogle biografer holdt visninger døgnet rundt for at imødekomme efterspørgslen.
• Det var den første Bond-film, der blev vist på amerikansk kommerciel tv – søndag den 17. september 1972 – og den opnåede de højeste seertal (Nielsen ratings) nogensinde for en enkeltstående film på tv på det tidspunkt. 49 % af USA’s tv-seere så med den aften, og tv-stationen ABC, der sendte filmen, beholdt de eksklusive rettigheder til Bond-filmene på amerikansk kommercielt tv i de næste 28 år.
• Goldfinger bærer gult eller et gyldent stykke tøj i stort set hver eneste scene. I den ene scene, hvor han tilsyneladende ikke gør det – hvor han har en amerikansk oberstuniform på – bærer han en gylden revolver. Dermed er han, i kronologien af James Bond-filmene, den første “mand med den gyldne pistol”.
• Med en godkendelses vurdering på 99 % på Rotten Tomatoes pr. 2025 er dette den bedst anmeldte James Bond-film.