Conclave

Nysgerrighed kan lægges til grund for fokus på nok så velbevarede hemmeligheder. Tag for eksempel processen omkring den katolske kirkes valg af en ny pave. Ud over den enkelte troendes formelle tilslutning og tro handler det i sidste ende om, at der bliver sluppet sort eller hvid røg ud. Edward Bergers film ”Conclave” er nok fiktion, men den giver særdeles detaljerede bud på, hvordan processen forløber.

Kredse omkring den katolske kirke har reageret imod filmen og siger, at den i stort omfang bygger på fordomme. Så er spørgsmålet, om ikke kirken selv kan levere en indsats mod fordomme. Under alle omstændigher bygger filmen på fiktion, nærmere bestemt Robert Harris’ roman ”Conclave”.

Skåret ind til benet er filmen en beretning om intriger og magtspil inden for murene i Vatikanets lukkede verden. Den engelske kardinal Lawrences personlige udfordring er begyndende tvivl på troen og på de øverste lederes personlige livsførelse og praksis. Pavens pludselige dør placerer imidlertid Lawrence i rollen som ansvarlig for gennemførelsen af konklaven, altså den formelle valgproces. Der skal indkaldes kardinaler fra alle verdenshjørner og de skal holdes bag lås og slå indtil der er enighed om eller i hvert fald tilstrækkeligt flertal for en ny pave.

Der er fraktioner. Liberale kræfter går i retning af åbenhed over andre trosretninger, kulturer og livsførelse, der ligger i periferien af eller helt uden for kirkens normer. Heroverfor sigter de strengt ortodokse imod egentlig kamp mod kræfter, der falder uden ’den sande tro’. Man kunne kalde filmen en politisk thriller i et i grunden relativt sendrægtigt tempo, henlagt til palæer og lokaliteter, der skal gøre ud for Vatikanet. Men der er IKKE tale om Vatikanet. Det visuelle udtryk er dog særdeles overbevisende – og elegant.

Lawrence står pludselig over for, at der dukker en kardinal op, af alle steder fra Kabul i Afghanistan. Den afdøde paves ’hånd’ anes, men hvad havde han lagt i valget af denne kardinal, der befinder sig langt fra kirkens sædvanlige magtcentre?

Ikke overraskende læner Lawrence sig mod reformorienterede kræfter, f.eks. kardinal Bellini, spillet af altid fascinerende Stanley Tucci. John Lithgow leverer fornemt pondus til kardinal Tremblay, der spiller et måske lidt for bombastisk magtspil. Isabella Rossellini spiller rollen som søster Agnes, der kan og ved mere end omgivelserne regner med. Sergio Castellito udfylder rollen som den stærkt konservative kardinal Tedesco, der ønsker at genoplive fanatismen i kirkens praksis. Endelig er der – sidst men bestemt ikke mindst – kardinal Lawrence, der spilles diskret men også med stor autoritet af Ralph Fiennes.

”Cardinal” er et fornemt stykke ’hvad nu hvis’-historie. Befriende diskret i en samtid, hvor politiske budskaber og forandringer ikke kan leveres dramatisk nok – og hvor dramatiske højdepunkter blot leveres med højere stemmeføring. Interessen for filmen blev muligvis skærpet af paveskiftet i den virkelige verden. Det bragte i hvert fald filmens univers tættere på os ’uden for’ murene. ”Cardinal” bør således ses både for sin visuelle elegance, for sit fornemme karakterskuespil og for ikke-docerende håndtering af de store kirkelige temaer.