Black Bag

Der er noget fascinerende over en spionthriller, der først og fremmest skaber spænding ved skarp dialog. Steven Soderbergh har med sin nyeste film ”Black Bag” begået en stilfuld cocktail, der nok er langt fra John le Carré-niveau, men som i høj grad lever op til denne forudsætning.

Med Michael Fassbender og Cate Blanchett i hovedrollerne som ægteparret George og Kathryn Woodhouse, begge spioner i den britiske efterretningstjeneste, får vi en historie, der både handler om jagten på en forræder og om de skjulte lag i et ægteskab. George bliver således placeret i et gevaldigt dilemma, da hans chef sætter ham til som den sandhedssøgende embedsmand han er at afsløre en forræder – og Kathryn viser sig at være én af de hovedmistænkte. En fin reference, at George er udstyret med tykt brillestel, helt som Michael Caine/Harry Palmer i ”Lynaktion Ipcress” fra 1965.

Filmen åbner med en middag, hvor alle mistænkte er samlet, og sandhedsserum er på menuen. Denne ramme fungerer som et teatralsk setup, hvor Fassbender og Blanchett stråler i deres samspil. Blanchett leverer en raffineret og kølig præstation, mens Fassbender balancerer mellem charme og paranoia. Sammen skaber de en dynamik, der driver filmen fremad.

Soderberghs instruktion falder med hans tidligere arbejde. Kameraarbejde og tempo er stramt og dialogen er præget af hans velkendte præcision: kameraarbejdet er elegant, tempoet stramt, og dialogen krydret med både humor og skarphed. Manuskriptet af David Koepp bevæger sig smidigt mellem klassiske spiontermer og mere intime refleksioner over tillid og bedrag i nære relationer. Derfor halter det således sine steder med tegne en klar retning. Det stjernespækkede cast – med navne som Naomie Harris, Regé-Jean Page og Pierce Brosnan – understøtter filmens atmosfære af glamour og intriger. Endelig bliver der leget med referencer til James Bond-universet, som Soderbergh både hylder og ironiserer over. Man kunne måske derfor ha’ ønsket sig, at Brosnans chefrolle blev tegnet som mere end blot en karikatur.

Filmens 94 minutter leverer en stramt komponeret og fokuseret thriller. Der er måske ikke tale om revolutionerende filmkunst, men blandingen af spænding, stil og skuespil gør den bestemt til en fornøjelse at se. Soderbergh viser endnu engang, at han mestrer at forene underholdning med intelligens. ”Black Bag” er en sofistikeret spionfilm, der både tilfredsstiller genrefans og dem, der søger et mere nuanceret drama end bulder, brag og biljagter.