Star Wars Rebels – En Gnist af Oprør

Star Wars Rebels – En Gnist af Oprør dvd anmeldelse.

Anmeldelse skrevet af Michael Sørensen

StarWarsRebelsEnGnistafOprørCoverBIG

Region 2
Spilletid: 42 minutter
Lyd: Dolby Digital 5,1 : Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Undertekster: Engelsk. 
Aspect Ration: 1.78:1

Dvd udgivelsesdato: 29. januar 2015
Distributør: Walt Disney studios home entertainment A/S.
Antal disk: 1 = dvd

Genre: Animeret / Eventyr
 
Beskrivelse: 
Star Wars Rebels er en computeranimeret serie, der udspiller sig mellem Revenge of the Sith og den oprindelige Star Wars film, i en tid hvor de sidste overlevende Jedi-riddere er jaget vildt, mens det Galatiske Imperium begynder at tage form. Vi er ombord på rumskibet Ghost, hvor den 14-årige forældreløse Ezra Bridger slutter sig til den besynderlige besætning og deres kamp for at gøre livet surt for Imperiet. Besætningen består af Padawanen Kanan Jarrus, piloten Hera, Lasat krigeren Zeb Orrelios, eksplosionseksperten Sabine Wren og den gnavne droide Chopper. Der er fart over feltet, når horder af stormtroopere jager den gennem galaksen, mens den mystiske The Inquisitor gør sin entre.

StarWarsRebelsEnGnistafOprørpic1

film3disc

Med Disneys overtagelse af Star Wars franchisen, skal der naturligvis mere damp på kedlerne. Den anden animerede serie Star Wars: Clone Wars lukkede og slukkede i 2013, så det var derfor oplagt at starte en ny animeret serie, som en slags opvarmning til de nye Star Wars film, der snart rammer biografer verden over.

Serien, der kører på Disney XD, er naturligt gearet til børn, hvilket man også hurtigt får bekræftet, da spændingsniveauet er skruet voldsomt ned i forhold til Clone Wars serien, der velsagtens var lige så meget for voksne fans, som for børn og barnlige sjæle. Nerven i historierne er kort og godt anderledes, og Rebels er langt mere nedtonet i både udtryk og konfrontationer.

Animationerne i Rebels er, ikke overraskende, computeranimeret, ligesom alle de andre serier, der pt vises på det hav af børnekanaler, der kværner hjerner på små og store børn næsten 24 timer i døgnet. Det er pænt og nydeligt, men også meget distancerende, da personlighederne i de forskellige figurer ikke rigtig kommer til udtryk. Den pædagogiske vinkel spiller naturligvis også en rolle, hvilket gør tingene meget udvasket og til tider kedeligt gennem de 42 minutter, som denne forestilling varer.

StarWarsRebelsEnGnistafOprørpic2

Star Wars: Rebels er en serie, der skal sælge legetøj. Det er en mulighed for at give helt unge seere muligheden for at stifte bekendtskab med et franchise, der over fire årtier har henrykt flere generationer allerede. Man lægger, som fan, derfor også mærke til, hvordan serien gør meget ud af, hvad de forskellige figurer kan af ting og sager. En slags forberedelse til leg på børneværelset, når forældrene giver efter og køber Rebels dukker i legetøjsbutikkerne.

Så har du børn, der bare elsker Star Wars, så er det bare af sted til den nærmeste forhandler, for så hører denne dvd til på reolen (ved siden af Clone Wars). Er dine børn derimod ikke imponeret af universet, så kan du sagtens springe over denne franchise, for den byder ikke rigtig på noget, der er interessant for voksne fans – med mindre man altså gerne vil samle på dukkerne.

Anmeldelse skrevet 30. januar 2015. 

Tak til Walt Disney studios home entertainment A/S.

Anmeldelse lånt af BioJensen

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.