Pixels blu-ray anmeldelse
Anmeldelse skrevet af Rasmus Krarup
Zone: A-B-C = kodefri (DK udgave)
Spilletid: 1 time og 46 minutter
Lyd: Auro 3D : Engelsk
Undertekster: Dansk, Svensk, Norsk, Finsk, Engelsk
Aspect Ration: MPEG-4 AVC 2.39:1 High Definition 1080/24p
Blu-ray udgivelsesdato: 28. december 2015
Distributør: Universal Sony Pictures Home Entertainment
Antal disc: 1 = blu-ray
Genre: Komedie/Sci-Fi
Biograf premiere: 13. august 2015
Instruktør: Chris Columbus
Manuskript: Tim Herlihy, Timothy Dowling & Patrick Jean
Producere: bl.a. Johnny Alves, Adam Sandler og Allen Covert
Fotograf: Amir Mokri
Klip: Peck Prior Hughes Winborne
Musik: Henry Jackman
Skuespiller:
Adam Sandler som Brenner
Kevin James som Cooper
Michelle Monaghan som Violet
Peter Dinklage som Eddie
Josh Gad som Ludlow
Beskrivelse:
Adam Sandler har i de seneste årtier været ganske uheldig med sine filmproduktioner, og hans succesfulde talent fra 90’erne virker så småt til at være ebbet ud. Med film som Jack & Jill og That’s My Boy er det svært at mande sig op til en Sandler-film, men jeg har forsøgt mig med Pixels, som alligevel har bragt noget ganske nyt og anderledes på banen.
Filmen en flok unge børn, som deltager i videospilsmesterskab i 80’erne, som den ukuelige Sam Brenner er en haj til. Han taber dog trofæet til sin ærkefjende. Flere år ude i fremtiden er Sam (Sandler) og hans venner blevet voksne, og hans kammerat Will (Kevin James) er endda blevet præsident. Desværre bliver verden invaderet af en mystisk gruppe af aliens, som har set et tidligere rumprojekt, hvor mennesket har sendt videodata af spilkonsoller ud i rummet, og erklærer krig. Nu må nørderne træde frem og redde dagen.
Filmen bevæger sig en smule uden for Sandlers klassiske platkomiske drengerøvsfilm og har i stedet integreret en række science fiction-elementer i plottet. Det giver en forfriskende anderledes vinkel på Sandler-komikken, men det betyder desværre ikke, at humoren har genvundet sin klassiske kvalitet. Der er en meget ustabil fokusering på både pruttehumor, voksenhumor og seriøse elementer, som ikke helt spiller sammen til én velfungerende målgruppe. Der er for meget usammenhængende sketchsekvenser i gennem hele filmen, hvilket gør det til en noget usammenhængende størrelse med alt for mange mærkelige elementer i spil. Heldigvis er der nogle af de få småsekvenser, som rammer plet på Sandler-humoren og leverer en række kortvarige grin.
Science fiction-delen er faktisk en ganske sjov tanke, og idéen om, at væsner fra det ydre rum har tolket vores besked som en krigserklæring, er nok det mest intelligente, Sander har produceret i utallige år. Det giver et godt indspark til drengerøvshumoren og giver den skæve situation en chance, hvor nørderne trumfer over soldaterne i en krig. Det giver nogle interessante visuelle effekter, som formår at lave en fantastisk ’pixelering’ af alt, som rumvæsnerne rører ved. Det fungerer ganske optimalt, og selvom alle figurerne ser håbløst uægte ud, så spiller det egentlig meget godt sammen med konteksten.
Den primære heltegruppe er dog lidt en fejlsatning – Sandler og James er bare sig selv som altid, men tilføjelsen af Peter Dinklage fra Game of Thrones og Michelle Monaghan fra bl.a. True Detective er en meget mærkværdig tilføjelse. Det gør det meget godt i deres respektive roller, men der er ikke rigtig nogen dynamik i setuppet. Josh Gad er derimod evigt sjov med sit upassende udseende og dertilhørende upassende opførsel og skingre stemme.
Handlingsmæssigt er filmen nogenlunde underholdende, men desværre alt for forudsigelig. Filmen tækker alle sine positive point på effektfronten, mens handlingen halter gevaldigt bagefter. Pixels er samlet en meget middelmådig oplevelse, som ikke just hiver Sandler tilbage på sit successpor fra 90’erne, men på den anden side leverer en lækker visuel oplevelse og et fint nostalgisk shout-out til klassiske videospil.
Visuelt set er filmen overraskende positiv og leverer en eventyrlig rejse ind i virkeliggørelsen af gamle, klassiske videospilsfigurer. Det er selvfølgelig åbenlyst, at figurer som disse aldrig kan se realistiske ud, men mødet mellem fiktion og virkelighed i filmen fungerer overraskende godt. Der er en fin klipning mellem materialet og et solidt arbejde med ’greenscreen’, som gør billedsiden ganske skarp, storslået og ikke mindst bygget op med en masse solide tempoklipninger. Samlet set en overraskende fin lille billedside.
Lydmæssigt følger filmen også trop, men har dog nogle store volumenforskelle på tale og effekter, hvilket skaber en lidt usammenhængende lydfornøjelse. Dog er er der sat skarp fokus på solidt underlægningsmusik med retrosange og nogle fede stemningstoner. Pixelfigurerne har bevaret de klassiske lyde fra videospillene, og det fungerer helt perfekt i forhold til at bevare originaliteten. Samlet set en udmærket lydside.
Tak til Universal Sony Pictures Home Entertainment.
Anmeldelse skrevet januar 2016.
Anmeldelsen er lånt af BioJensen.
