Det er nok de færreste, der i eget sted eller som iagttager vil sige, at skilsmisse er en uproblematisk proces. Man kan aftale sig til praktiske omstændigheder som bodeling og børn. Under den formelle og pragmatiske overflade vil frustration, forurettelse, skuffelse og svigt med stor sandsynlighed ulme. Oveni kan der komme katastrofer ind fra siden. I Jeanette Nordahls ”Begyndelser” er det opbruddet mellem Ane og Thomas, der udfolder sig.
De har været sammen i knap 20 år og har 2 børn på omtrent 9 og 18. Forud for plottet kan man forstå, at det er aftalt, at Thomas skal flytte sammen med sin nye kæreste. Blot skal der findes en passende lejlighed til at fortælle børnene, hvad der forestår.
Ane er marinebiolog og arbejder på en vigtig artikel til et internationalt magasin. Thomas er pædagog på en institution for udfordrede unge, hvor han også har fundet sin nye kæreste, Stine. De er ikke så gode til at tale om og forstå hinandens tanker og sårbarhed, hvorfor deres forhold har trukket i retning af opbrud. De har ikke formået at bevæge sig ud af hinandens fastlåste positioner.
Og så rammer katastrofen. Ane får en blodprop i hjernen og bliver delvist lammet i venstre side. Thomas bliver straks udfordret af at befinde sig i ingenmandsland mellem 2 forhold. Loyaliteten over for Ane trækker i den ene retning og samtidig er han langt fremme i planlægning af nyt boforhold. Fra at være aktiv og udadvendt må Ane slå sig til tåls med, at genoptræning er en langsommelig affære, der nærmest garanteret ikke vil føre til fuld restitution.
Det, der først og fremmest gør denne langt hen ad vejen triste historie seværdig er det fornemme samspil mellem Trine Dyrholm som Ane og David Dencik som Thomas. De forstår på fornem vis at udtrykke parrets svingninger mellem frustrationer og medlidenhed på en bund af den kærlighed, der trods alt stadig er til stede og som et langt liv sammen ikke fuldstændigt har ødelagt. Det lykkes ikke at få talt med børnene, før den ældste datter, Clara, ved et tilfælde opdager faderens nye forhold. Det letter ikke ligefrem på familiens situation – og på behovet for og nødvendigheden af at træffe svære valg.
Det er ganske enkelt ypperligt karakterskuespil. Den belgiske fotograf sætter handlingen i rolige, stemningsmættede billeder og komponisten Nathan Larson lader hovedpersonernes tankemylder komme til udtryk i et sart musikalsk underlag.
”Begyndelser” er på ingen måde ukompliceret og let fordøjelig komedie. Til gengæld får man et bud på, hvorfor det er så vigtigt, at vi som mennesker opfører os ordentligt i komplicerede livssituationer.
- Titel: Begyndelser
- Instruktør: Jeanette Nordahl
- Skuespillere: Trine Dyrholm, David Dencik, Bjørk Storm, Luna Fuglsang Svelmøe, Johanne Louise Schmidt
- Genre: Drama
- Spilletid: 1 time 36 minutter
- Produktionsselskab: Snowglobe A/S
- Produktionsår: 2025
- Release-dato: 13. marts 2026
- Anmeldt af: Carsten Skov
- Distributør: Scanbox
- Billeder: © Scanbox
Film: ★★★★★ Billede: ★★★★★ Lyd: ★★★★★
