Shogun

John Blackthorne (Richard Chamberlain) er styrmand på et hollandsk handelsskib, som går ned ud for Japans kyst i et voldsomt uvejr i det 17. Århundrede. Han vågner op i en seng hos de japanske beboere, men ikke alt ånder fred og ro. Som en fremmed europære i en helt ny kultur, skal han og hans besætning indordne sig under de japanske magthavere. Han bliver hurtigt interessant for Lord Toranaga, der er i stærk konkurrence med Lord Ishido om at blive Shogun, Japans kejser og mest magtfulde mand. De bliver presset ind i et politisk og farligt spil, så spørgsmålet er om de kan nå at blive en del af samfundet inden det tager livet af dem, i et land hvor ære og loyalitet betyder alt.

Shogun er en spændende rejse ind i oldtiden og mystikkens Japan. Jeg husker så tydeligt jeg så denne klassiske fortælling, for mange år siden i tv, da jeg var en lille knægt og indtrykket den gjorde på mig den gang. Gensynet med tv-serien er stadigvæk intakt. Man har heldigvis for første gang valgt at genudgive Shogun på Blu-Ray, i funklende HD kvalitet og med forbedret billede og lyd uden det er gået ud over charmen ved tv-serien. Det er en super god ide at genudgive klassiske film og serier igen, så en ny generation kan få øjnene op for disse legendariske værker, og den gode fortæller kunst.

James Clawell har skrevet bogen Shogun er baseret på, og skuespiller præstationerne bliver solidt leveret. Richard Chamberlain spiller rollen som John Blackthorne godt og overbevisende, serien har også en ganske ung John Rhys-Davies (Indiana Jones) på rollelisten. Desuden medvirker Toshiro Mifune som Lord Toranaga, han er en af Japansk films helt store navn og kendt fra ´De Syv Samuraier´ fra 1954.

Shogun er den eneste amerikanske tv-serie der udelukkende er optaget i Japan, og al indspilning af lyd er optaget i japanske lydstudier. Den var også den første tv-serie der tillod brug af ordet `piss´, og første gang man så en mand (Blackthorne) bliver pisset på af en samurai, for at vise hans underkastelse. Men også første gang man så nøgenhed, selvmord og halshugninger i en tv-serie. Shogun blev også kortet ned til en spillefilm på to timer, hvor man tillod mere brutalitet og blod.

Serien har en flot scenografi med strande og hele den japanske stil er flot udført så man virkelig kan leve sig ind i tidsperioden og oldtidens Japan. Tempoet i serien virker måske lidt langsom i forhold til dagens standarter, hvor man har en ny generation der forventer mere gang i den. Dermed ikke sagt at Shogun er kedelig, for det er den på ingen måde, den er veludført og der er lagt meget tid og anstrengelser i for at lave den. De tekniske effekter er selvfølgelig håbløst forældede i dag, specielt i starten hvor man ser skibet Erasmus i en voldsom storm, der ser det mest ud til at skibet står stille, og der bliver kastet spande med vand mod det for at få det til at se realistisk ud. Men det er på ingen måde nogen kritik, det var bare de virkemidler man havde og arbejde med før computer effekterne gjorde deres indtog. Det giver den en old school charme, så man kan se det er en serie fra 1980érne. Parykkerne på samuraierne ser også meget kunstige ud, hvor man tydeligt kan se linierne, så det ikke virker som en naturlig del af dem.

Når alt kommer til alt en Shogun helt sikkert en serie jeg vil anbefale man ser, specielt hvis man er historisk interesseret er der meget at komme efter. Samtidig er den værd at se for nye øjne, det er selvfølgelig en smagssag om man er til gamle serier eller ej, men man burde give den en chance, for det er virkelig god underholdning.

  • Titel: Shogun.
  • Original titel: Shogun.
  • Instruktør: Jerry London.
  • Skuespillere: Richard Chamberlain, Toshirô Mifune, Yôko Shimada, Furankî Sakai, Alan Badel, Damien Thomas, John Rhys-Davies, Leon Lissek, Hideo Takamatsu, Yûki Meguro m. fl.
  • Genre: Eventyr, drama, historie.
  • Spilletid: 9 timer og 7 min.
  • Produktionsselskab: Asahi National Broadcasting Company.
  • Produktionsår: 1980.
  • Release-dato: 15. september, 1980.
  • Censur: 13 år.
  • Anmeldt af: Mark Hougaard.
  • Findes på: DVD og Blu-Ray.
  • Billeder: © Paramount Home Entertainment.
  • Sponsor af medie: Tak til Fox-Paramount Home Entertainment/Pr Nordic.

TV-Mini-Serie:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Lyd:5 out of 6 stars (5,0 / 6)