Dragons Defenders of Berk and Riders of Berk

Anmeldelse-af-Film-Fox-Paramount

Plottet
DreamWorks animerede serie “Riders of Berk” og “Defenders of Berk”, starter hvor filmen “How To Train Your Dragon” sluttede. Der er fred mellem Berks indbyggere og dragerne, men det betyder det ikke at der ikke opstår problemer. I et forsøg på at få styr på de mange vilde drager, starter Hiccup og hans venner et drageakademi, hvor de skal lære hvad det vil sige at være dragerytter. Vi følger Hiccup og hans venner, der alle prøver at blive dygtige drageryttere og beskytte Berk mod de ydre (såvel som de indre) farer som lurer. For ikke alle bryder sig om de mange vilde drager. Øens gamle og gnavne eneboer Mildew gør imidlertid alt for at skabe splid mellem Berks indbyggere og dragerne, hvilket selvfølgelig skaber problemer for vore venner og deres drager. Men det skal snart vise sig, at Mildew er det mindste af deres problemer, for også andre og langt farligere kræfter truer med at ødelægge ikke alene forholdet mellem vikingerne og dragerne, men også hele Berks eksistens. Mange udfordringer ligger forude for vore unge vikinger, og kun ved at stole på hinanden som et team og kæmpe sammen, kan de overkomme de udfordringer som de vil møde.

B2

Hovedkaraktererne
Hiccup er leder af Berks drageakademi og som søn af byens Høvding Stoick, hviler der et stort ansvar på hans skuldre, hvilket kan være en svær opgave at løfte, især med en far med store forventninger – forventninger som til tider kan være vanskelige at leve op til. Forholdet mellem far og søn er stadig kompliceret, Hiccup vil gerne vise at han kan lede akademiet, løse de problemer som kommer, og gøre sin far stolt. Han prøver stadig at finde sin plads, og kæmper med at få sin far til at forstå ham. Han er ikke som de andre vikinger, og han er ikke den stærkeste og største, men han er en født leder, sarkastisk, hurtigtænkende og intelligent – og så er han den bedste og mest dristige dragerytter. Som tiden går lærer Hiccup mere om sig selv, og vokser med sin opgave. Hiccup og Tothless deler et særligt bånd, og er uadskillelige venner. De er villige til at gå igennem ild og vand, og ofre alt for hinanden. Tothless er den mest sjældne af alle dragerne, han er den mest intelligente og er den hurtigste, og siden at Hiccup hjalp ham med at flyve igen ved at lave en protese til halen, har de været uadskillelige.

Stoick er Berks høvding og ubestridte leder, og så er han Hiccups far. Han er en frygtløs kriger, stærk, og prøver at holde de gamle traditioner i hævd. Derfor har han også svært ved at åbne op
overfor nye måder at løse tingene på, ikke mindst når hans søn Hiccup prøver at vise ham nye muligheder med dragerne. Han er god til at løse problemer når de opstår, og kan være stræng og stædig. Han vil gøre alt for at beskytte Berk og ikke mindst sin søn, som han stadig prøver at forstå. Han kan til tider virke lidt følelsesmæssigt afstumpet, og har ofte svært ved at vise sine sande følelser overfor Hiccup, men prøver dog stadig at være en støttende og god far selvom det nogle gange virker akavet for Hiccup.

Gobber er øens smed, Hiccups gamle mentor og Stoicks nære ven. Han er ofte bindeled mellem de to når der er vanskeligheder mellem far og søn. Han er fornuftens stemme for Stoick når han
mangler et venligt råd. Han er ligeledes en erfaren kriger og har meget kendskab til dragerne, men modsat Fishlegg så er han mere typen der lærer ved handling. Han er således en erfaren viking som Hiccup henvender sig til når han har brug for noget viden. Han er også Hiccups læremester, da det er Gobber som har lært Hiccup alt hvad han ved som smed. Gobber er en meget venlig, simpel, humørfyldt og humoristisk person. Han er som et familiemedlem for Stoick og Hiccup.

Astrid er Hiccups bedste ven blandt dragerytterne, og de har begge følelser for hinanden (selvom de er for generte til virkelig at vise det). Astrid er en viljestærk, intelligent og talentfuld kriger. Hun kan være barsk og temperamentsfuld, men under hendes hårde ydre er hun meget omsorgsfuld overfor de mennesker (og drager) som hun holder af. Hun vil gøre alt for at beskytte og hjælpe hendes venner, og er Hiccups højre hånd og samvittighed når han har brug for et råd, eller når han trænger til at komme til fornuft. Hun nyder at konkurrere med Hicccup om hvem der er den mest talentfulde dragerytter. Hun er dog altid en loyal ven, og står aldrig tilbage for at forsvare ham og Tothless når farerne truer.

Fishleg er ligeledes meget intelligent, han er et levende leksikon når det kommer til viden om drager. Han kan ofte ses slæbe rundt på dragebogen. Han bruger størstedelen af sin tid med at
studere drager, og er derfor altid den som Hiccup henvender sig til når en ny drage skal kortlægges. Han er i modsætning til de andre drageryttere meget overvægtig. Ydermeere er han i modsætning til Hiccup meget forsigtig og nervøs, og foretrækker at lære ud fra bøgerne, frem for Hiccups “Learning by doing” metode. På trods af dette er han dog et uundværligt medlem af akademiet, da hans store viden altid kommer til hjælp når en drage skal trænes og eller bekæmpes. Han og hans drage Meatlogg er uadskillelige, og har et yderst kærligt forhold – nogle ville måske sige lidt for kærligt.

Snotlout er uintelligent, dumdristig, ekstremt oversikker og har et stort ego. Han er taktløs og kan være meget pågående og hård. Han er som Astrid en kriger af hjerte, dog mindre dygtig når det
kommer til taktik. Han er typen der bare braser ind i en kamp uden rigtig at have tænkt det igennem ordentligt. Han er en typisk bølle, og prøver ofte at kommandere rundt med de andre drageryttere og virke som en leder, men fejler ofte i sidste ende. Han har som Hiccup også følelser for Astrid, men det lykkes aldrig for ham at imponere hende, da hans ego ofte kommer i vejen. Han har svært ved at acceptere Hiccup som leder, og ignorerer ofte hans ordrer, hvilket tit får ham i problemer. Hans forhold med sin drage er lidt som hans og Hiccups.

Tuffnut og Ruffnut er øens umodne ballademagere og kan som regel altid ses ligge og slås med hinanden. De er meget uintelligente og nyder når der er kaos og ødelæggelse. De er begge adrenalin-junkies og elsker at leve på kanten og være dumdristige vovehalse. De er uadskillelige og er aldrig langt væk fra hinanden. Selv når de har været oppe at skændes finder de sammen igen. Det er søskendekærlighed når det er bedst/værst, og det er et had-kærlighedsforhold der hersker imellem dem, for inderst inde så kan de ikke undvære hinanden.

B3

Dagur er den sindsforstyrrede og krigeriske leder af Bersærkerne, og skal vise sig at blive en af de
mest farlige fjender mod Berk.

B1

The Screaming Death er den største og farligste af de drager som møder Hiccup og hans venner.

B4

To af de nye karakterer i Berk, Mulck og Bucket.

DreamWorks
Serien “How To Train Your Dragon” er endnu en skud på stammen fra DreamWorks, der tidligere har lavet noget lignede med “Kung Fu Panda”, som jeg personligt synes de ramte spot on, for alle
børn og barnlige sjæle. Man kan da også roligt sige DreamWorks har opnået meget siden de startede. Faktisk har de 20 års jubilæum i år, så det er et stort skridt og mon ikke de holder mange år endnu. Med “How To Train Your Dragon” kan man godt se at de har lært noget siden 1998 hvor deres første animerede film “Antz” udkom – men man skal jo også lige i gang. ogle af de helt store animerede film de har lavet indebefatter: “Shrek”, “Madagaskar”, “Kung Fu Panda”,” Monster vs Aliens”, “Megamind”, “Stort Ståhaj” og selvfølgelig “Sådan træner du din drage”. Oven i dette har mange af de nævnte film fået efterfølgere (“Sådan træner du din drage 2″, spilles pt i biografen)

Selvom DreamWorks har været tæt på at gå neden om og hjem et par gange, har de altid reddet skindet lige på det et hængende hår med nogle gode aftaler, og lige bagefter nogle kæmpe succes
film. Især de animerede har været skarpe konkurrenter til Disney Pixar’s animerede film, og vil nok også være det mange år fremad. Og selvom de fleste tænker animations film når de høre navnet
DreamWorks, så står de altså også bag nogle store film fra de sidste 20 år – heriblandt “Amistad”, “Last Castle”, “American Beauty”, “The Ring” og “Things we lost in the fire”.

Underholdning for både børn og voksne

Min mening om serien
Serien er ganske underholdende og fin lavet. Karaktererne er stadig interessante og det er sjovt at se samspillet imellem dem udvikle sig igennem seriens forløb. Serien prøver på mange måder at
holde os underholdt, men stadig så det ikke bliver for meget action og heller ikke for barnagtigt. Der er således også plads til virkelige følelsesmæssige øjeblikke imellem karaktererne. Deres udvikling som selvstændige og interessante karakterer, og deres bånd hinanden i mellem, styrkes som serien skrider fremad. Selv deres drager får også mulighed for at vise lidt karisma og charme nu og da. Der er stadig fuld fokus på Hiccup og ikke mindst på hans trofaste drage og bedste ven Tothless. På trods af det får de andre karakterer også lov til at stå i spotlyset nu og da, og vise personlighed og følelser. Dette er en god ting, da det giver serien mulighed for at vise sit galleri ordentligt frem.

Der er også kommet nye karakterer i dette forunderlige univers, heriblandt Mulch og Bucket som jeg synes er yderst underholdende sammen. Serien kan dog ikke leve op til den originale film, men det ville næsten også være for meget at forlange. Serien fokuserer på tiden efter filmens slutning, hvor striden mellem vikinger og drager er ophørt. Vi får som seere mulighed for at se nye verdener, og de farer som lurer i form af bl.a. vilde drager og fjendtligtsindede vikinger. Serien er som før nævnt ganske underholdende at se men egner sig bedst for det unge publikum, da handlingsforløbet kan være lidt forudsigeligt. Dog skal det siges at jeg er blevet overrasket i ny og næ, og jeg vil også sige at handlingen er meget sammenhængende. Grafikken er desuden også
ganske pæn når man tænker på at det er en serie. Jeg var ganske underholdt igennem de to sæsoner som er udkommet og venter spændt på den tredje og sidste skal udkomme. Man er vel en fan.

Det er en serie som vil fange alle der har en smule eventyrlyst gemt i sig. Her får man både action og ildsprudende drager, men samtidig også masser af humor og skæve personligheder der vil få
dig til at elske denne serie – om du er pige eller dreng. Så drenge og piger, få overtalt jeres forældre til at se med og I vil have mange hyggelige timer i sofaen foran jer.

Serie:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Billed:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Lyd:5 out of 6 stars (5,0 / 6)
Ekstra:3 out of 6 stars (3,0 / 6)

Læs mere om filmen ved at trykke på dette logo: Dragerytterne fra Bersærkøen (2012– ) on IMDb

Anmeldt af Christian Bott.

Tak til Fox-Paramount Home Entertainment/Pr Nordic

// < ![CDATA[
// < ![CDATA[
// < ![CDATA[
// < ![CDATA[
//