Anatomy of a Scandal

Der er tale om en ny miniserie fra skaberne af ”House of Cards” og ”Big Little Lies”, der starter hårdt ud med at stille det ultimative spørgsmål, om man overhovedet kender sin egen ægtefælle, eller om personen gemmer på en mørk hemmelighed. Til trods for et lidt langsomt tempo, brud på realismen og en relativ svag slutning, er serien gribende intens, frustrerende og værd at se for fans af psykologiske retssalsdramaer.

Minister James Whitehouse og hans kone, Sophie, virker til at have det perfekte liv sammen med deres to elskede børn. Efter det kommer frem i lyset, at James har haft en længerevarende affære med en kollega, bliver forholdet sat på prøve. Værre bliver det endnu, da anklagen viser sig at være langt mere alvorlig end familien nogensinde kunne frygte.

Serien er baseret på bogen af sammen navn, og som titlen viser, er det en gennemgående anatomi af en skandale, der for det meste finder sted i en retssal og gennem en række flashbacks. Seriens fokus er på den anklagede James Whitehouse, der mest frygter for, hvordan anklagen vil påvirke hans arbejde, hans kone Sophie, der mere frygter for deres familieliv, samt anklageadvokaten, Kate. Alle leverer nogle stærke og rørende præstationer, der er med til at gøre serien til et fantastisk eksempel på spørgsmålet om samtykke i kølvandet af MeToo-bevægelsen. Der er dog alligevel tidspunkter, hvor man føler at de samme detaljer bliver gentaget bare lidt for meget, og visse scener trækkes meget unødvendigt ud, men ellers er serien svær at give slip på, når først man er gået i gang med den.

Dog er det største fejlslag i serien dets gentagne brud med realismen. Der er desværre ofte tilfælde, hvor Anatomy of a Scandal forsøger alt for desperat at skabe tvungen intensitet gennem dets overdrevne kameravinkler og ret fjollede special effekts, der blot ender med at være ufrivilligt komisk. Serien er stærkest, når den blot er en simpel og tålmodig retssalsdrama, så seeren kan leve sig ind i denne utroligt realistiske situation, hvilket den især lykkedes med gennem dens stærke manuskript.

Seriens skildring af meget seriøse og aktuelle emner vedrørende privilegier og magt er hårdtslående realistiske, men når serien forsøger at skabe tvungen action, eller endda tilføjer alt for malplaceret popmusik ind i en dramatisk scene, mister man al realisme og seriøsitet. Hen imod slutningen af serien introduceres der også et mindre twist, der helt bryder med seriens realisme, og de resterende episoder og især slutningen ender desværre rodet. Episoderne er instrueret af S.J. Clarkson, der også instruerede episoder fra blandt andet Marvel-serien Jessica Jones, samt Dexter, og det virker desværre til, at hun har været lidt for ivrig til at kunne instruere sådan et projekt.

”Anatomy of a Scandal” er en solid og vigtig serie, der for det meste giver et meget realistisk indblik i en anklage angående samtykke, hvilket komplimenteres af nogle stærke præstationer. Dog bliver dens mål om et realistisk scenarium ofte afbrudt af blandt andet overproduceret instruktion og fjollede sangvalg, hvilket desværre påvirker ens indlevelse. Serien er dog en hurtig omgang med blot seks episoder og er stadig anbefalelsesværdig for de interesserede.

  • Titel: Anatomy of a Scandal
  • Original titel: Anatomy of a Scandal
  • Instruktør: S. J. Clarkson
  • Skuespillere: Sienna Miller, Rubert Friend, Michelle Dockery, Amelie Bea Smith, Kudzai Sitima
  • Genre: Drama, Thriller
  • Antal afsnit: 6
  • Spilletid i alt: 4 timer og 28 minutter
  • Produktionsselskab: 3dot productions, David E. Kelley Productions, Made Up Stories
  • Produktionsår: 2020
  • Release-dato: 15. april 2022
  • Censur: 16+
  • Anmeldt af: Maja Lund Kristensen
  • Findes på: Netflix
  • Billeder: ©  Netflix
Serie:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Billede:4 out of 6 stars (4,0 / 6)
Lyd:3 out of 6 stars (3,0 / 6)